Hvad er Forsvarets Dag?
Forsvarets Dag er din indgang til værnepligten. På dagen møder du Forsvaret og får et indblik i hverdagen for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen. Du får information om værnepligtsuddannelserne – og du gennemgår en vurdering af din egnethed gennem både en skriftlig prøve og et helbredstjek.
Ved at deltage kan du klarlægge, om værnepligt er noget for dig – og hvad du konkret kan forvente før, under og efter dagen. Denne side guider dig gennem hele forløbet: før, under og efter Forsvarets Dag.
Step-by-step til Forsvarets Dag
Før Forsvarets Dag
Få styr på alt det praktiske, inden du møder op: helbredsskema, transport, forberedelse og hvad du skal medbringe. Læs mere om hvordan du forbereder dig før Forsvarets Dag
Under Forsvarets Dag
Her kan du se, hvad der sker på selve dagen – fra ankomst og prøver til helbredsundersøgelse, lodtrækning og vejledning. Gå til Under Forsvarets Dag.
Efter Forsvarets Dag
Find ud af, hvad der sker, når du har fået din egnethedsvurdering: muligheder for aftale om værnepligt, næste skridt og hvordan du søger en værnepligtsplads. Se, hvordan du kommer videre Efter Forsvarets Dag.
Hvem bliver indkaldt til Forsvarets Dag?
Alle unge, der bor i Danmark, og som fylder 18 år i det år, hvor deres fødselsdato er den 1. juli 2025 eller senere, bliver indkaldt til Forsvarets Dag. Indkaldelsen gælder både mænd og kvinder og har til formål at vurdere din egnethed til værnepligt og give dig et indblik i mulighederne i Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen.
Hvis du har udenlandsk statsborgerskab
Du kan også blive indkaldt, hvis du ikke er dansk statsborger. Det kræver, at du:
- har gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Danmark
- har dokumenteret tilknytning til landet
- har søgt eller forventer at søge dansk statsborgerskab
Opfylder du betingelserne, bliver du behandlet på lige vilkår med danske statsborgere på Forsvarets Dag.

Mødepligt til Forsvarets Dag
Når du er indkaldt til Forsvarets Dag, har du mødepligt. Møder du ikke, bliver du meldt til politiet. Med mindre politiet vurderer, at der er en formildende omstændighed, vil du få en bøde: første gang 1.000 kr., anden gang 2.000 kr. Udebliver du igen, kan politiet uden varsel hente dig og køre dig til sessionsbehandling. Det betragtes normalt ikke som en formildende omstændighed, at du ikke har set din indkaldelse.
Har du brug for at få ændret mødetidspunktet, kan du kontakte os på telefon eller via Digital Post. Se kontaktoplysninger nederst på siden.
Du kan læse vores breve på flere platforme: Borger.dk, Digital Post-appen, Mit.dk og e-Boks. Hvis du ikke kan se offentlig digital post i e-Boks, kan det skyldes manglende samtykke. Følg vejledningen på Borger.dk for at aktivere det.
